> Custom Text
(adsbygoogle = window.adsbygoogle || []).push({ google_ad_client: "ca-pub-2474849229167199", enable_page_level_ads: true }); (adsbygoogle = window.adsbygoogle || []).push({ google_ad_client: "ca-pub-2474849229167199", enable_page_level_ads: true });

6 gode grunde til at drikke Madeira6 gode grunde til at drikke Madeira

Indtil for ganske nylig havde jeg absolut intet forhold til Madeiravine. Det er dog en sandhed med lette modifikationer, for et par forhold var der dog – nemlig fordomme, om at Madeira blev drukket af alkoholiserede hjemmegående husmødre, der gemte flasken bag bøgerne i bogreolen. Ikke fordi jeg kender til nogen hjemmegående husmødre med den slags tendenser. Men jeg har set en film med sådan en karakter, og jeg havde hørt en masse om pensionister, der tager til Madeira på ferie for at se på blomster. På den baggrund har det virkeligt været op ad bakke for Madeiravinene i min verden.

Det skal siges til mit forsvar, at udvalget af Madeiravine er særdeles begrænset i Danmark. Der findes i supermarkeder og specialhandel indtil flere forskellige udgaver af portvine, sherry og som regel også en enkelt Marsala. Men meget, meget få Madeiravine. Både min uvidenhed og den sløje tilgængelighed er en større uretfærdighed mod disse fine vine.

Det ved jeg nu efter at have været til Maderia masterclass med den portugisiske vinskribent og Madeiraekspert Rui Falcão. Jeg tog lidt noter, og her har du seks gode grunde til at drikke Madeira:

 

1. Madeiravine er vinverdens svar på humlebien

– det burde ikke kunne lade sig gøre, og man gør næsten alt det, man normalt ikke gør. Øen Madeira ligger langt ude i Atlanterhavet, hvor der praktisk talt ikke er den store forskel på sommer og vinter. Gennemsnitstemperaturen om vinteren ligger omkring 17-19 grader, mens den om sommeren kan snige sig op omkring de 21-22 grader, så det er svært at tale om en sæsoner. Desuden er der ganske meget nedbør, hvorfor bønderne slås en del med plantesygdomme på den konto. Man plukker heller ikke druerne, når de er modne. Man plukker dem, når druerne når den rigtige mængde af syre. Når man har opnået den ønskede sødme i vinen, stopper man fermenteringen ved at hælde druesprit i, og så bliver vinen i øvrigt varmet op til 50 grader…! Prøv lige at udsætte en Bordeaux vin for den varmebehandling.

Vinskribent og Madeiraekspert Rui Falcão.

Vinskribent og Madeiraekspert Rui Falcão.

2. Madeira vine er langtidsholdbare

Der findes ikke andre vine – inkl. Portvin og Sherry, der kan holde sig som Madeira. Åbner du en flaske i dag, kan du proppe den til, og den holder sig frisk i mere end et år.
Desuden er der en stor sandsynlighed for, at Vintage Madeira kan blive den ældste vin, du nogensinde kommer til at smage. På Madeira hælder man først vinen på flaske, når vinen er klar til det. Også selv om der skulle gå 90 til 100 år fra druen blev plukket. Det er der talrige eksempler på.

3. Madeiravine er et folkeligt projekt

Der er på Madeira kun 6-7 forskellige producenter, men over 1.200 leverandører af druer. De deles om cirka 500 hektarer marker, og så kan man godt regne ud, at der ikke er meget stordrift på druesiden. En ’storbonde’ på Madeira har cirka tre hektarer, mens den mindste drueproducent har tre (3) planter.

4. Madeiravine er meget alsidige

De laves på druerne Sercial, Verdelho, Boal, og Malvasia (også kaldet Malmsey). Langt de fleste (82 procent) laves dog på blandingsdruen Tinta Negra. Det er i øvrigt en god idé at orientere sig om drueophavet i sin Madeira, da den kan være en indikation på forholdet mellem tørhed og sødme. Madeiravine rangeres i fire grupper fra tør, medium tør, medium sød til sød. Sercial er tør, Verdelho er medium tør, Boal er semi sød, mens Malvasia/Malmsey er sød. Madeiravine på Tinta Negra kan være det hele, så her er tippet at læse etiketten ordentligt igennem.
Der findes i øvrigt endnu en drue, Terrantez. Møder du en flaske med den, så køb den. Ud over at smage aldeles fantastisk lige i midten mellem sød og tør, kan den også være et mindre investeringsobjekt, da produktionen har været ekstrem lille de seneste år – og husk nu, at vinen er så langtidsholdbar, at hvis du køber den efter din studentereksamen, vil den stadig være frisk og viril, når du skal fejre din pension.

Der er cirka 1200 druedyrkere på Madeira. De deles om 500 ha marker.

5. Madeiravine er ganske komplekse

Ud over den føromtalte tørhed og sødme skala, har de en stor variation af smagsnoter lige fra brændt karamel, blød karamel, valnødder, hasselnødder, ferskner, appelsinskal, varme krydderier, ahornsirup og hø, blot for at nævne nogle. Det gør dem også anvendelige sammen med mad. Prøv…
Tør Madeira (Sercial) som aperitif sammen med laksekanapéer, med røget fisk, til sushi eller sammen med fåreost.
Halvtør Madeira (Verdelho) med legerede supper, røget eller tørret charcuteri eller foie gras.
Halvsød Madeira (Boal) sammen med milde oste, praliner, petit-fours og cremebaserede desserter som eksempelvis en Creme Brûlée.
Sød Madeira (Malvasia/Malmsey) med modnede blå oste som Danablu, Roquefort, Stilton og Gorgonzola.

6. Madeira giver point hos dine gæster

Som jeg indledningsvist nævnte, er tilgængeligheden af Madeira til at overse. Chancen for at dine gæster kender til Madeira er til at overse, og du vil derfor kunne give dem en smagsoplevelse, de vil huske. Endvidere er der nok også muligheden for, at de er lige så fordomsfulde, som jeg har været – og hvis du formår med en god flaske Madeira og ovenstående info at bringe dem ud af den vildfarelse, har du jo givet dem en gave for livet.

Ps. Husk at drikke Madeira kølig – gerne 13-14 grader.

Hvis du vil vide mere om Madeira, kan du følge Madeira Wine Institute her: https://www.facebook.com/VinhoMadeiraWine

 

 

 

 

 

 

 

Lost Password

Close